Gå til hovedindhold
Medarbejder

Frihed og orlov

Her kan du få overblik over retningslinjen for dine muligheder for tjenestefri med og uden løn samt dine rettigheder for frihed og orlov som ansat i Haderslev Kommune.

Indhold

    Frihed med og uden løn

    I Haderslev Kommune lægger vi vægt på at støtte medarbejderne i forskellige livssituationer. Derfor er der mulighed for at få fri – både med og uden løn – når det giver mening i forhold til arbejdet og den enkelte situation.

    Vi støtter op om sundhed og trivsel

    Du kan få fri uden løn til behandling ved egen sygdom og til sundhedsfremmende aktiviteter, hvis det ikke kan placeres uden for arbejdstiden.

    Vi fejrer livets store øjeblikke

    Du kan få fri med løn på særlige mærkedage – fx ved din egen runde fødselsdag, bryllup eller sølvbryllup, ved dine børns konfirmation og i forbindelse med arbejdsrelateret eksamen. I skemaet længere nede på siden, kan du finde information om, hvornår du kan få tjenestefri med og uden løn til livets store øjeblikke.

    Vi viser omsorg i svære tider

    Der er stor forståelse for behovet for fri ved alvorlig sygdom, dødsfald og begravelse blandt de nærmeste. Her aftales det med din leder, om der gives fri med eller uden løn. I skemaet længere nede på siden, kan du finde information om, hvornår du kan få tjenestefri med og uden løn i svære tider.

    Den nærmeste familie

    Den nærmeste familie har vi i Haderslev Kommune valgt at definere som ægtefæller, børn, børnebørn, søskende, forældre/stedforældre, svigerforældre, svigerbørn, bedsteforældre og husstanden (samlever og dennes børn).

    Tjenestefri med løn

    I skemaet kan du se, hvornår du kan få tjenestefri med løn.

    Situation

    Tjenestefri med løn

    Dødsfald i nærmeste familie

    2 dage

    Eget barns fødsel (medforældre)

    Fri på selve dagen

    Egne og ægtefældes/samboendes børns konfirmation eller tilsvarende begivenhed

    Fri på selve dagen

    Egen rund fødselsdag

    Fri på selve dagen

    Egen jubilæumsdag (25, 40 og 50 års)

    Fri på selve dagen

    Eget bryllup, sølv- og guldbryllup

    Fri på selve dagen

    Arbejdsrelateret eksamen

    Fri på selve dagen og dagen før når dette er en arbejdsdag

    Speciallægekonsultationer, ambulante besøg på sygehuset samt jordmoderkonsultation, hvor man ikke selv har indflydelse på tidspunkt

    Fri med løn, hvis det ikke kan foregå udenfor normal arbejdstid

    Samtaler hos stresscoach og leder rekvireret psykologsamtaler

    Forløb aftales altid med egen leder og der gives fri med løn til samtaler

    Tjenestefri uden løn

    Der kan også være situationer, hvor man kan få frihed, men uden løn. Aftal altid med din nærmeste leder. I skemaet herunder kan du se eksempler på det.

    Situation

    Fri uden løn

    Lægebesøg

    Fri uden løn

    Tandlægebesøg

    Fri uden løn

    Ledsagelse af børn til læge/tandlæge og lignende

    Fri uden løn

    Deltagelse i sundhedsfremmende aktiviteter

    Fri uden løn

    Diverse undersøgelser og behandling med offentligt tilskud

    Fri uden løn

    Mulighederne for frihed og orlov

    Som medarbejder i Haderslev Kommune har du ret til tjenestefrihed af kortere varighed, hvis der opstår tvingende og akutte situationer i familien – fx ved sygdom eller ulykke – hvor det er nødvendigt, at du er til stede med det samme.

    Som medarbejder i Haderslev Kommune har du mulighed for at få tjenestefri på barnets 1. og 2. sygedag. Dette fremgår af de gældende overenskomster. Der er dog fire faktorer, der bestemmer, om du kan holde fri:  

    • Barnet skal være under 18 år 
    • Barnet skal have ophold hos dig 
    • Fraværet skal være nødvendigt af hensyn til barnet 
    • Fraværet skal være foreneligt med forholdene på dit tjenestested 

    Der er ikke tale om en ret til tjenestefrihed med løn, men derimod om en mulighed for, at din arbejdsplads kan give helt eller delvist tjenestefrihed med løn på barnets 1. og 2. sygedag. 

    Om et barns sygdom kan begrunde tjenestefrihed, må bero på en konkret vurdering af sygdommens art sammenholdt med barnets alder. Afgørende i alle tilfælde er, at der er et akut pasningsbehov, som nødvendiggør fraværet. Herudover skal muligheden for frihed være foreneligt med løsningen af kerneopgaven.  

    Misbrug af muligheden for tjenestefrihed?

    Adgangen til tjenestefrihed i forbindelse med børns sygdom kan inddrages ved misbrug. 

    Hvad hvis barnet ikke er rask efter de sygedage?

    Hvis dit barn ikke er rask efter barnets 1. eller 2. sygedag, kan du anmode om at bruge en omsorgsdag, ferie- eller feriefridag. Det kan også være, at du kan holde fri efter aftalen om fravær af familiemæssige årsager. 

    Hvad hvis jeg er i tvivl?

    Er du i tvivl omkring ovennævnte regler, kan du altid kontakte din tillidsrepræsentant (TR) eller din fagforening.  

    Når du skal på barsel, er der flere ting, du skal være opmærksom på – både i forhold til frister og planlægning.

    Frister og besked til arbejdspladsen

    • Som kommende mor skal du give din leder besked om terminsdatoen senest 3 måneder før termin.
    • Senest 6 uger efter fødslen skal du informere din leder om, hvordan du ønsker at sammensætte din barsel og hvornår du forventer at vende tilbage.

    Regler og rettigheder

    • Retten til fravær er fastlagt i Barselsloven.
    • Retten til fravær med eller uden løn følger Aftale om fravær af familiemæssige årsager.
    • Der findes ikke én fast model for barsel – det afhænger af din og evt. partners jobforhold, boligsituation m.m.

    Vejledning og hjælp

    • Haderslev Kommune har ikke adgang til dine barselsoplysninger fra borger.dk og har ikke vejledningspligt.
    • Vi vejleder dog gerne efter bedste evne.
    • Udbetaling Danmark har vejledningspligten og er den bedste kilde til rådgivning.
    • Du kan finde hjælp og beregningsværktøj på borger.dk.

    Planlæg din barsel

    • Vi har udarbejdet en skabelon til et barselsskema (Excel), som kan hjælpe dig med at planlægge tiden efter fødslen.
    • Når skemaet er godkendt af dig og din leder, fungerer det som en officiel aftale.
    • Skemaet sendes til Løn på lonteam@haderslev.dk, som sørger for indberetning til Silkeborg Data og giver besked til Udbetaling Danmark, når du skal have barselsdagpenge.

    Hvis du har fravær fra arbejdet på grund af undersøgelser eller behandling for ufrivillig barnløshed, og det skyldes et sygeligt forhold, har du ret til fravær med løn under sygdom.

    • Det er underordnet, om det er dig eller din partner, der er årsag til barnløsheden.
    • Retten til fravær med løn gælder den person, der er under undersøgelse eller behandling. Det vil sige, at hvis mor er under behandling, har far ikke ret til fravær med løn.

    Det er altid en lægelig vurdering, om der er tale om et sygeligt forhold.

    Som kvindelig medarbejder i Haderslev Kommune har du ret til fravær med løn i forbindelse med graviditetsundersøgelser, så længe fraværet kan forenes med forholdene på arbejdspladsen.

    Hvis du er ansat i Haderslev Kommune og har et barn under 14 år, har du ret til tjenestefrihed med sædvanlig løn i op til 10 arbejdsdage pr. barn inden for en periode på 12 sammenhængende måneder, når barnet bliver indlagt på hospital. Det gælder også, hvis barnet under indlæggelsen opholder sig i hjemmet.

    • De 10 dage gælder samlet for begge forældre – ikke 10 dage til hver.
    • Du skal kunne fremlægge dokumentation for hospitalsindlæggelsen, hvis du bliver bedt om det.
    • Ved 'forældre' forstås biologiske forældre, adoptivforældre eller personer med forældremyndighed over barnet.

    Som medarbejder i Haderslev Kommune har du ret til 2 omsorgsdage pr. kalenderår pr. barn, til og med det kalenderår barnet fylder 7 år. Dagene kan bruges til at yde omsorg for barnet og kan afholdes som hele eller halve dage.

    Hvem har ret til omsorgsdage?

    Retten gælder for:

    • Biologiske forældre
    • Registrerede medmødre
    • Adoptivforældre
    • Plejeforældre
    • Indehavere af forældremyndighed

    Vigtigt at vide

    • Ubrugte omsorgsdage bortfalder ved årsskiftet.
    • Hvis barnet er nyfødt eller modtaget i løbet af året, kan omsorgsdagene for det barn overføres til året efter.
      • Dette gælder kun for det nyfødte barn – ikke for eventuelle søskende.

    Ved fratrædelse

    Hvis du fratræder din stilling, og ikke har nået at afholde dine omsorgsdage, bliver de ikke udbetalt.

    I Haderslev Kommune er vi som udgangspunkt åbne for at give vores medarbejdere mulighed for orlov uden løn, hvis det kan forenes med opgaverne i afdelingen.

    Orlov med tilbagevenden

    Hvis du søger orlov med henblik på at vende tilbage til dit job – fx i forbindelse med uddannelse, sabbat eller personlig udvikling – kan der som udgangspunkt gives op til 1 års orlov uden løn.

    Orlov ved stillingsskifte

    Hvis du skifter til en anden stilling og ønsker orlov fra din nuværende, kan der i særlige tilfælde gives orlov i en periode svarende til prøvetiden i den nye stilling – typisk op til 3 måneder.

    Vigtigt at vide

    • Orlov uden løn er en mulighed, ikke en ret.
    • Du skal ansøge om orlov hos din nærmeste leder.
    • Du kan ikke forvente at vende tilbage til præcis samme stilling, men du vil blive tilbudt en stilling af samme karakter og grundløn.
    • Hvis du ikke vender tilbage efter endt orlov, skal din stilling opsiges med almindeligt overenskomstmæssigt varsel.

    Bemærk: Der kan være særlige regler om orlov i din overenskomst – fx ved borgerligt ombud, udsendelse i statens tjeneste, barsel mv.

    Som ansat har du mulighed for at få hel eller delvis tjenestefrihed med løn, hvis du har et alvorligt sygt barn under 18 år – forudsat at du opfylder betingelserne for dagpenge efter § 26 i barselsloven.

    Din arbejdsgiver kan dog vælge at begrænse friheden til én måned om året pr. barn.

    Der er også mulighed for at aftale ekstra frihed, hvis der er behov for det.

    Du har ret til tjenestefrihed, svarende til det antal timer, din bopælskommune giver tabt arbejdsfortjeneste for. Det gælder, hvis du passer et barn under 18 år derhjemme, og barnet har betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne – eller en kronisk/langvarig sygdom – og er berettiget til tabt arbejdsfortjeneste efter § 87 i barnets lov.

    Din arbejdsgiver kan vælge at begrænse friheden til ét år pr. barn.

    Der kan også laves en aftale om ekstra frihed, hvis der er behov for det.

    Ansatte kan få bevilget plejevederlag i henhold til § 119 i lov om social service for at passe en nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem. Såfremt der bevilges plejevederlag, har den ansatte ret til hel eller delvis tjenestefrihed med sædvanlig løn.

    Hvis du som medarbejder ønsker at gøre brug af retten til fravær, skal du give din arbejdsgiver besked om det forventede tidspunkt for påbegyndelse af fraværet og den forventede varighed.

    Senest 2 hverdage efter den nærtståendes død, skal den ansatte give sin arbejdsgiver besked om hvornår arbejdet genoptages. Med mindre at andet aftales, så har medarbejderen pligt til at genoptage arbejdet senest 14 dage efter dødsfaldet. 

    Hvis dit barn er dødfødt eller dør før det fylder 18 år, har du som forælder ret til sorgorlov med sædvanlig løn i op til 26 uger. Orloven starter dagen efter dødsfaldet.

    • Du kan vælge at være helt eller delvist fraværende fra arbejdet i perioden.
    • Orloven skal afholdes i sammenhæng – ubrugt orlov kan ikke gemmes eller udskydes.

    Læs mere

    Aftale om fravær af familiemæssige årsager (PDF)