Gå til hovedindhold
Min organisation
Retningslinje

Retningslinje for arbejdsmiljø

Med retningslinjen for arbejdsmiljø arbejder vi for at skabe de sikreste og sundeste arbejdspladser for alle ansatte i Haderslev Kommune. Se hele retningslinjen her.

Indhold

    Rammerne for et sundt arbejdsmiljø

    Et sikkert og sundt arbejdsmiljø er fundamentet for, at vi kan trives, udvikle os og lykkes med vores opgaver. Retningslinjen sætter rammen for, hvordan vi i fællesskab forebygger, tager ansvar og bidrager til en arbejdsplads med høj trivsel – både fysisk og psykisk.

    Baggrund for retningslinjen for arbejdsmiljø

    Formålet med retningslinjen er at løfte baren over minimumskravene i ”Lov om arbejdsmiljø”, for at skabe de sikreste og sundeste arbejdspladser for alle ansatte i Haderslev Kommune, så vi styrker vores gode organisation og hver især får de bedste betingelser for at udføre vores kerneopgave.

    Visionen for Haderslev Kommunes arbejdsmiljø er, at vi sammen skaber de bedst mulige betingelser for det sikre og sunde arbejdsliv. 

    Haderslev Kommunes målsætninger for arbejdsmiljøet er, at:

    • Vi overholder gældende regler og vejledninger.
    • Vi fremmer arbejdsmiljøet i bred forstand - ikke kun fokus på ulykker, men også nedslidning, arbejdsbetinget lidelser og psykisk arbejdsmiljø.
    • Vi styrker det gode arbejdsliv - hele livet.
    • Vi arbejder ud fra en forståelse for at gode medarbejdere, kvalitet, produktivitet, borgertilfredshed og arbejdsmiljø hænger sammen. 
    • Vi skaber gode rammer for balancen mellem arbejdsliv og privatliv.
    • Vi integrerer og prioriterer arbejdsmiljøindsatser på linje med andre vigtige aktiviteter i organisationen.
    • Vi arbejder målrettet med Hoved-MED-udvalgets indsatsområder for arbejdsmiljø.
      Den værdibaserede tilgang er det bærende element i samarbejdet om arbejdsmiljø. 

    For at indfri retningslinjen vil der fra centralt hold blive arrangeret supplerende arbejdsmiljøuddannelser, der afspejler HovedMED-udvalgets indsatsområder for arbejdsmiljø.

    Retningslinjen for Haderslev Kommunes Arbejdsmiljø skal evalueres hvert 2. år med indsatsområder for de kommende 2 år. Dette sker via en involverende proces med de årlige arbejdsmiljødrøftelser gennem arbejdsmiljøgrupperne og MED-systemet, da det er vigtigt at retningslinjen rodfæstes ude i praksisområderne. 

    Retningslinjen blev senest godkendt i maj 2024 af HovedMED.

    Roller og ansvar

    Det er vigtigt at kende de vigtigste aktører og samarbejdspartnere på arbejdsmiljøområdet, samt være bekendt med hvilke forventninger der er til mig som arbejdsmiljørepræsentant, arbejdsleder eller medarbejder. Herunder kan du derfor læse mere om de forskellige aktører på arbejdsmiljøområdet.

    Arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige.
    Det gælder både i forhold til arbejdets udførelse, arbejdsstedets indretning, brugen af tekniske hjælpemidler og ved anvendelse af stoffer og materialer.

    "Arbejdsgiveren skal tage initiativ til, at der bliver oprettet en arbejdsmiljøorganisation og stille de nødvendige økonomiske midler til rådighed for sikkerheds- og sundhedsarbejdet."

    Arbejdslederen kan godt selv deltage i det praktiske arbejde i virksomheden, men den væsentligste del 
    af tiden skal gå med at lede eller føre tilsyn med andres arbejde.

    Arbejdslederen skal medvirke til, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige inden for det arbejdsområde, som denne leder.

    Arbejdslederen skal også undersøge, om de foranstaltninger, der træffes for at fremme sikkerhed og sundhed, virker efter hensigten.

    "Jeg er udpeget af arbejdsgiveren til at føre tilsyn med det arbejde, som udføres på arbejdspladsen. En meget stor del af mit arbejde går med at lede eller føre tilsyn med andres arbejde."

    Arbejdsmiljørepræsentanten skal sammen med arbejdsmiljølederen tale om, hvordan de kan få resten 
    af arbejdsområdets ledere og medarbejdere til at være opmærksomme på deres egen og andres sikkerhed og sundhed.

    Arbejdsmiljørepræsentanten vælges af alle de ansatte i det område, medarbejderen dækker. Arbejdsmiljørepræsentanten er med i Arbejdsmiljøorganisationen og deltager blandt andet ved 
    runderinger og tilsyn. 

    "Jeg er valgt af mine kollegaer til at sætte fokus på sikkerhed og sundhed. Det betyder ikke, at det er mig, der skal lave alt det praktiske arbejde. Jeg skal bare sørge for, at det bliver gjort."

    Medarbejderen skal samarbejde om arbejdsmiljøarbejdet og hjælpe med, at arbejdsforholdene er forsvarlige inden for medarbejderens arbejdsområde.

    Hvis medarbejderen opdager fejl og mangler, som kan forringe sikkerheden eller sundheden, skal medarbejderen meddele det til arbejdsmiljøgruppen, arbejdslederen eller arbejdsgiveren. 

    Medarbejderne skal have mulighed for at kunne komme regelmæssigt i kontakt med deres arbejdsmiljøorganisation.

    "Jeg har et medansvar for, at arbejdsmiljøforholdene inden for mit arbejdsområde er i orden og bør gøre opmærksom på forhold, der ikke er i orden."

    Tillidsrepræsentanten skal varetage medarbejdernes interesser i forhold til ledelsen og skal sikre, at aftaler og overenskomster bliver overholdt. 

    Tillidsrepræsentanten skal desuden gøre sit bedste for at fremme og vedligeholde gode arbejdsforhold på arbejdspladsen. 

    "Jeg er valgt af de medarbejdere, der er ansat på mit overenskomstområde til at varetage deres overenskomstmæssige interesser. Men jeg deltager også i den del af  arbejdsmiljøarbejdet, der handler om personalepolitikker/aftaler for eksempel om sygefravær, stress, sundhed og trivsel på jobbet."

    Arbejdsmiljørådgivere rådgiver arbejdspladserne i forbindelse med arbejdsmiljøspørgsmål. 

    Arbejdspladsen kan selv vælge, hvilken rådgiver de ønsker at bruge. 

    Hvis rådgivningen sker i forbindelse med et rådgivningspåbud fra Arbejdstilsynet, skal der vælges en autoriseret arbejdsmiljørådgiver.

    "Jeg hjælper arbejdspladserne med at sikre, at de overholder alle regler på arbejdsmiljøområdet. Som autoriseret rådgiver kan arbejdspladsen være sikker på, at jeg leverer rådgivning af en høj kvalitet."

    Arbejdstilsynets tilsynsførende fører tilsyn med arbejdspladserne og ser på arbejdspladsens konkrete 
    forhold. 

    Ved ankomsten henvender den tilsynsførende sig til arbejdsmiljøgruppen. 

    Arbejdspladsen har pligt til at give den tilsynsførende adgang og skal afsætte den nødvendige tid og ressourcer til at gennemgå arbejdsmiljøet. 

    Den tilsynsførende giver eventuelle mundtlige vejledninger eller påbud. 

    "Jeg tjekker, om  arbejdspladserne overholder reglerne om arbejdsmiljø og hjælper dem med at skabe et sikkert, sundt og udviklende arbejdsmiljø."

    Organisering af samarbejdet om arbejdsmiljø

    HovedMED-udvalget sætter rammerne for Haderslev Kommunens arbejdsmiljøarbejde og varetager de 
    overordnede strategiske arbejdsmiljøopgaver i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen og HovedMED-udvalgets planlægning.

    HovedMED-udvalget har ansvaret for, at MED-organisationen på alle niveauer, fra arbejdsmiljøgruppen op til HovedMED-udvalget, har de nødvendige kompetencer og ressourcer til at varetage deres arbejdsmiljøopgave.

    HovedMED-udvalget planlægger, leder og koordinerer løbende arbejdsmiljø- og sundhedsarbejdet på det strategiske plan. Det daglige arbejdsmiljøarbejde på arbejdspladsen varetages af arbejdsmiljølederen.

    Læs mere om samarbejdet om arbejdsmiljø i de underliggende MED-udvalg samt hvilke opgaver, der knytter sig til arbejdsmiljøarbejdet i LokalMED-aftalens bilag 4.

    Når en ny arbejdsmiljøgruppe dannes, på grund af en nyvalgt AMR eller en ny udpeget AL, er det vigtigt, at I får aftalt hvordan jeres samarbejde i arbejdsmiljøgruppen skal fungere. En god opstart omkring samarbejdet er en god investering for alle parter, da både arbejdsleder og arbejdsmiljørepræsentant derved bliver bekendt med hvilke rammer og forventninger der er for udførelsen af tillidshvervet.

    Værktøjet ”Afstem indbyrdes forventninger i arbejdsmiljøgruppen” fra BFA kan hjælpe jer til at facilitere jer første møde, så I får opsat nogle gode rammer for samarbejdet i arbejdsmiljøgruppen. 

    De strategiske arbejdsmiljøindsatser for 2026 og 2027

    Samlet set er målet for 2026-2027 at styrke et sikkert, sundt og bæredygtigt arbejdsmiljø for medarbejdere i Haderslev Kommune – til gavn for både medarbejdere, borgere og organisationens samlede opgaveløsning.

    På baggrund af de årlige arbejdsmiljødrøftelser i arbejdsmiljøgrupperne, LokalMED og FagMED i 2. halvår 2025, besluttede HovedMED i 1. kvartal 2026, at vi i organisationen skal arbejde med de strategiske arbejdsmiljøindsatser som du kan se nedenfor i 2026 og 2027.

    Når I arbejder med sygefravær, skal fokus primært være på: 

    • Tidlig forebyggelse og styrke fremmødekultur
    • Fokus på bæredygtigt arbejdsliv, livsfaser og balance mellem krav og ressourcer.

    Ved uacceptabel adfærd er der fokus på at arbejde med: 

    • Systematisk forebyggelse af vold, trusler og grænseoverskridende adfærd.
    • Kobling mellem registrering, håndtering, læring og konkret handling.

    I arbejdet med psykologisk tryghed, skal fokus være på forankring af psykologisk tryghed som fælles praksis, herunder fortsat fokus på dialog, feedback, samarbejde og trivsel i teams – særligt ved forandringer.

    Når der er fokus på de høje følelsesmæssige krav, kan det være følgende temaer, I behandler: 

    • Forebyggelse af belastninger ved høje følelsesmæssige krav i arbejdet
    • Fokus på kommunikation, feedback og samarbejdskultur
    • Beredskab for psykisk førstehjælp.

    Med det fysisk arbejdsmiljø og APV'en kan I arbejde med: 

    • Fortsat fokus på ergonomi, opfølgning på APV og læring fra nærved-ulykker.
    • Forebygge arbejdsulykker gennem introduktion og oplæring – særligt for nyansatte og vikarer.
    • Forebyggelse af nedslidning gennem variation, hjælpemidler og arbejdspladsindretning.

    Det er vigtigt at have fælles kompetencer, når I arbejder strategisk og målrettet med arbejdsmiljø. Det styrker samarbejdet mellem ledere, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter. Derfor prioriterer Haderslev Kommune at tilbyde de supplerende arbejdsmiljøuddannelser samlet til TRIO-grupperne.

    På uddannelserne arbejder vi efter "train the trainer"-princippet. Det betyder, at TRIO-grupperne får viden og værktøjer, som de kan bruge til at gennemføre arbejdsmiljøindsatser på deres egen arbejdsplads.

    Som AMR har du ret til supplerende arbejdsmiljøuddannelse 2 dage i dit første funktionsår og 1,5 dag i de efterfølgende år. 

    Årshjulet for arbejdsmiljøarbejdet giver et samlet overblik over de faste arbejdsmiljøopgaver, der følger af den lokale MED-aftale, og de strategiske arbejdsmiljøindsatser, som er prioriteret på baggrund af de årlige arbejdsmiljødrøftelser.

    Haderslev Kommune har udarbejdet et centralt årshjul for 2026 og 2027, hvor de overordnede arbejdsmiljøindsatser fremgår, som den enkelte arbejdsmiljøgruppe kan bruge som skabelon og gøre til sit eget. Find skabelonen her.