Gå til hovedindhold
Min organisation
Retningslinje

Familieliv

I familielivsfasen kan medarbejdere opleve øget ansvar og uforudsigelighed. Læs hvordan vi imødekommer behovene.

Indhold

    Når omsorg og ansvar præger hverdagen i familielivet

    I familielivsfasen har medarbejderen et eller flere børn, som er afhængige af, at medarbejderen kan tage sig af dem.

    Livsfasen kan dog også finde sted, hvis medarbejderen har en gammel forælder, som har brug for medarbejderens tid og omsorg. 

    Familielivsfasen vil være præget af travlhed og nogle gange uforudsigelighed, da medarbejderens familie pludselig kan have brug for medarbejderens opmærksomhed. 

    Haderslev Kommune ønsker, at medarbejdere og ledere i dialog skaber de bedste betingelser for, at medarbejderne kan være tilstrækkeligt til stede dér, hvor der er brug for dem – både på arbejdet og i privatlivet.

    Det skal du være opmærksom på

    Som medarbejder, der befinder sig i livsfasen "familieliv", skal du være opmærksom på følgende: 

    • Du er på en arbejdsplads, hvor der er fokus på at få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen.  
    • Du har et ansvar for at gå i dialog med din leder om, hvad du– med respekt for opgaven - har behov for, for at skabe balance mellem arbejde og familie.

    Som leder skal du være opmærksom på følgende, hvis du har en medarbejder, der er i livsfasen "familieliv":

    • At du har et ansvar for at vise forståelse og fleksibilitet for medarbejdere i denne livsfase og finde konstruktive løsninger for medarbejderen.
    • Hvis du lykkes med det, vil du kunne styrke tilknytning af loyale og motiverede medarbejdere.

    Ideer til tiltag for livsfasen "familieliv"

    Flekstider kan være en måde, hvorpå medarbejderen får mulighed for at indrette sine arbejdstimer efter familiens behov. Fx frihed til at kunne tilrettelægge egen arbejdstid – arbejde meget i nogle perioder og mindre i andre. Møde ind, når det passer i privatlivet og gå hjem, når det passer. Mulighed for at optjene nogle fridage gennem årsnormen.

    På den måde kan medarbejderen passe sine nærmeste, når de har brug for det uden at være nødsaget til at tage en fridag eller gå ned i tid. 

    Det er dog ikke alle arbejdspladser, hvor det er muligt at tilbyde medarbejdere flekstid. Men det er en relevant dialog for leder og medarbejder.

    Hvis medarbejderen har mulighed for en gang imellem at tage en dag, hvor han/hun arbejder hjemmefra, muliggør det at medarbejderen kan være fysisk tilgængelig for sine nærmeste under eksempelvis sygdom.
    På nogle arbejdspladser er fysisk tilstedeværelse dog nødvendigt, og derfor er det ikke alle steder, at medarbejdere kan arbejde hjemmefra.

    På arbejdspladsen kan det være en god idé at arrangere medarbejderne i makkerpar, hvor to medarbejdere har indsigt i hinandens arbejdsopgaver. På den måde kan de træde i hinandens sted, hvis den ene pludseligt skal tage sig af sin familie. Dette vil gøre udførelsen af arbejdet nemmere, og den fraværende medarbejder kan lægge arbejdsrelaterede bekymringer fra sig og fokusere på sine nærmeste.

    Det kan have stor betydning for en medarbejders tryghed og motivation at vide, at både ledelse og kolleger forstår, at der i nogle livsfaser kan opstå behov for fleksibilitet. Det kan for eksempel være nødvendigt at afbryde arbejdet med kort varsel eller være meget fast på sine gå‑tider, fordi man skal hente børn.

    Derfor er det en god idé at have fokus på en åben, god og løbende dialog om livsfaser – både med den enkelte medarbejder og i hele medarbejdergruppen.

    Medarbejdere i denne livsfase står ofte i en skarp balance mellem arbejdets krav og familiens behov og bliver derfor helt naturligt meget dygtige til at prioritere. Det kan styrke arbejdsglæden, når ledelsen viser tillid til, at medarbejderen selv kan planlægge sin hverdag i forhold til opgaver, møder og tilgængelighed. Den frihed gør det muligt at løse opgaver uden unødigt kontrolpres – og her er en åben og løbende dialog helt central.

    Give mulighed for at komme på nedsat tid efter behov – og med mulighed for at komme tilbage på fuld tid, når man er klar til det igen. Fx aftale en tidsperiode, på 3, 6 eller 12 måneder, hvorefter aftalen skal til genforhandling.