Gå til hovedindhold
Nyhed

Rådhuset gennemgås for konstruktionsfejl

Påskens kraftige blæst gav udfordringer på Rådhuset i Haderslev. En aluminiumsplade blæste ned fra anden sal. Det har ført til, at hele bygningen nu skal gennemgås for konstruktionsfejl.

22. apr. 2026

Indhold

    En aluminiumsplade blæste i påsken ned fra udhænget på anden sal på Rådhuset i Haderslev. Vi kunne efterfølgende konstatere, at flere plader var løse og afspærrede derfor området for en sikkerheds skyld.

    Vores ejendomsfunktion har nu gennemgået bygningen sammen med en rådgivende ingeniør. Indtil videre tyder undersøgelserne på, der kan være tale om en konstruktionsfejl i monteringen af aluminiumsplader under bygningens udhæng, ligesom der også er behov for at gennemgå bygningens lodrette facadeplader.
     
    Derfor er området omkring Rådhuset stadig afspærret, mens vi undersøger sagen.

    Brug hovedindgangen - men nødudgange i nødstilfælde

    Indtil bygningen er gennemgået vil svalegange og ind- og udgange på siderne af bygningen være afspærret.

    Ansatte skal bruge hovedindgangen i Bygning A og respektere afspærringer og skiltning for egen sikkerheds skyld.

    Skulle der opstår en situation, hvor bygningen skal evakueres, for eksempel i tilfælde af brand, skal man dog benytte nærmeste nødudgang.

    Hvad er problemet?

    Udfordringerne med aluminiumspladerne på rådhuset deler sig i to; de vandrette plader under udhæng og de lodrette facadeplader i stueetagen.
     
    Lige nu og her tager vi pladerne under udhængene ud mod havnen ned, så de ikke udgør en risiko for forbipasserende på havnefronten. Det arbejde forventer vi tager 2-3 uger. Derfor vil havnen fortsat være spærret, indtil pladerne er taget ned.
     
    Dernæst følger et arbejde med at finde ud af, hvorfor pladerne løsner sig og hvordan det kan undgås. Det gælder både aluminiumspladerne under udhæng og de lodrette facadeplader.
     
    Vi kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om omfanget hverken økonomisk eller tidsmæssigt.