Ny ferielejlighed på Rømø kan bookes fra 1. april
Haderslev Kommunes Feriefond har købt en ferielejlighed på Rømø. Fra onsdag den 1. april kl. 12 kan du booke ferielejligheden efter først til mølle-princippet på haderslev.bookhus.dk.
Haderslev Kommunes Feriefond har købt en ny, moderne ferielejlighed i Havneby på Rømø, og fra onsdag den 1. april 2026 kl. 12.00 åbnes der for booking på Haderslev Kommunes Feriefond (haderslev.bookhus.dk).
Om ferielejligheden
Ferielejligheden har 110 m² fordelt på to etager og byder på seks sovepladser. Den ligger med panoramaudsigt over hav og golfbaner og i gåafstand til den populære gang- og cykelsti, der forbinder Rømø Havn på østsiden med Sønderstrand på vestsiden.
Der er gode indkøbsmuligheder cirka én kilometer fra lejligheden, hvor der ligger et lille butikstorv. På forbindelsesvejen mod nord finder man Spar og en bager. I området findes også flere spisesteder, og det er desuden muligt at købe take away i det nærliggende center. Ønsker du mere liv og aktivitet, ligger Lakolk ca. 12 km væk med både butikscenter og et udvalg af caféer og restauranter.
Lejligheden har ikke været med i lodtrækningen for højsæsonen i år, og booking sker derfor efter først til mølle-princippet. Fra næste lodtrækningsrunde vil ferielejligheden indgå som en del af den almindelige fordeling.
Spørgsmål
Har du spørgsmål, kan du skrive til Feriefonden på feriefond@haderslev.dk.