Gå til hovedindhold
Nyhed

Glædelig jul og godt nytår

Borgmester Mads Skau og kommunaldirektør Peter Karm sender en varm julehilsen til alle medarbejdere og ledere i Haderslev Kommune. Læs deres tanker om året, der gik, og det spændende 2026, vi går i møde.

Indhold

    Kære medarbejdere og ledere i Haderslev Kommune

    2025 går på hæld, og om lidt kan mange holde en velfortjent juleferie. Vi vil derfor benytte lejligheden til at sige tak for året, der er gået. Vi håber, at I alle vil bruge julen på lige netop den måde, der giver mening for jer, og at det fylder jer med ro og glæde og mod på at tage en tørn igen, når 2026 står for døren.

    Vi går ind i et spændende år, hvor en ny kommunalbestyrelse træder til. Det mærkes både politisk, i forvaltningen og i vores mange institutioner, når kortene blandes på ny, og der kommer nye ansigter i de politiske udvalg. Nogle ting bliver anderledes. Men mange til vil også være ved det gamle. Vi glæder os til at tage hul på opgaven.

    Til de af jer, der holder gang i hjulene hen over juleferien skal lyde en særlig tak. I sørger for, at borgerne kan få uundværlig hjælp, også selvom det betyder, at jeres familier og nærmeste måske må undvære jer i højtiden. I skal vide, at I gør en stor forskel for dem, der hver dag har brug for jer og jeres hjælp.

    Julen er en højtid, hvor der er særligt fokus på fællesskaber. Men det kan også bevirke, at det kan føles særligt ensomt, hvis man savner et fællesskab i julen. Det er vores håb, at I alle må finde et meningsfuldt fællesskab i julen, hvad enten det er i familiens skød, blandt venner, i foreningslivet eller ved at give en hånd med som frivillig i en af de mange organisationer, der gør noget særligt i julen.

    Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår.

    Mads Skau, borgmester og Peter Karm, kommunaldirektør