Senior
På denne side kan du læse om livsfasen "seniorer". I denne livsfase er der fokus på trivsel, fleksibilitet og fastholdelse af værdifuld erfaring.
Seniorer i organisationen
Seniorfasen indtræder, når medarbejderen som et resultat af alderen selv oplever, at særlige behov til arbejdet opstår.
Nogle seniorer oplever et behov for at sætte tempoet ned i forhold til arbejdet.
Samtidig kan der ske ting i privatlivet, som medfører et skift i prioriteringer for eksempel et ønske om at bruge tid med børnebørn.
Det er meget forskelligt, hvornår medarbejdere ønsker at trappe ned fra arbejdet. Beslutningen om at gå på pension afhænger ikke kun af arbejdsmotivation, men også af økonomiske og sundhedsmæssige faktorer.
I Haderslev Kommune ønsker vi at skabe et attraktivt arbejdsliv for medarbejdere, der nærmer sig pensionsalderen, med henblik på at motivere dem til at blive på arbejdspladsen lidt længere. Både fordi vi ønsker at passe godt på vores medarbejdere, og fordi vi ønsker at bevare tilknytning, viden og kompetencer i organisationen så længe som muligt.
Det skal du være opmærksom på
Som medarbejder, der befinder sig i livsfasen "senior", skal du være opmærksom på følgende:
- At du er på en arbejdsplads, der giver dig mulighed for at finde balance mellem arbejdsliv og privatliv i overgangen til pension
- At du er medansvarlig for at gå i dialog med din leder om dine behov for at sikre balance i dit arbejdsliv.
Som leder skal du være opmærksom på følgende, hvis du har en medarbejder, der er i livsfasen "senior":
- At du via din ledelse kan være medvirkende til, at en dygtig og erfaren medarbejder, som trives på arbejdspladsen, har lyst til at blive her lidt længere.
- Lykkes du med det, undgår du, at medarbejderen går på pension tidligere end nødvendigt på grund af en ubalance i behov og arbejdskrav.
Tilbud til seniorer
I forbindelse med MUS (medarbejderudviklingssamtalen) skal seniormedarbejdere have et tilbud om en seniorsamtale. Når I afholder MUS, skal de ske ud fra spørgeskemaet i Evovia, og heri er et spørgsmål i forhold til medarbejderens livsfase, hvor det vil være naturligt at spørge ind til ønsket om en seniorsamtale.
Hvis I efterfølgende afholder en seniorsamtale, finder i spørgerammen til den i Evovia under modulet 1:1.
Formålet med seniorsamtalen er, at der i rette tid sætter fokus på medarbejderens ønsker og behov for at kunne fastholde den enkelte senior længere tid i organisationen og fremme det gode seniorarbejdsliv.
I samtalen tager lederen og medarbejderen stilling til konkrete nye muligheder og vilkår for at fremme det gode seniorarbejdsliv for den enkelte ansatte.
Hvis medarbejderen ønsker det, kan tillidsrepræsentanten deltage i dialogen.
Find skabelonen til seniorsamtalen i Evovia under 1:1.
Eksempler på tiltag
Når en medarbejder bevæger sig over i livsfasen "senior", kan der være behov for, at medarbejder og leder i fællesskab ser på, om der opstår nye ønsker eller behov hos medarbejderen. Her kan du se en liste på mulige tiltag, man kan overveje:
- hel eller delvis aflastning fra særligt belastende opgaver,
- tilpasning af arbejdstidstilrettelæggelsen
- større egen planlægning
- involvering i særlige arbejdsopgaver og projekter
- mulighed for hjemmearbejde
- midlertidig eller permanent nedsat tid
- kompetenceudviklingsforløb
- job- og opgaveskifte
- central seniorordning
Det skal du overveje som leder
Som leder skal du også overveje følgende:
- Løntillæg – hvad betyder det for dit budget?
- Du skal være opmærksom på, at det kan betyde noget for medarbejderens samlede løn
Er du leder og har du en ældre medarbejder, der overvejer at gå på pension/efterløn, har du mulighed for at tilbyde en seniorordning i stedet for, hvis forholdene på arbejdspladsen tillader det.
En seniorordning kan indebære en nedsættelse af arbejdstiden med opretholdelse af fuld pension.
Det kan også være at ændre i arbejdsopgaverne eller arbejdsfunktionerne. Eller det kan være en kombination af de to muligheder.
For chefer og ledere kan et relevant alternativ til pensionering fx være en stilling uden ledelsesansvar. På samme måde kan jobmobilitet være en mulighed for medarbejdere. Det vil sige andre opgaver i organisationen.
Der er derfor en række fastholdelseselementer, en leder kan bringe i spil, hvis man tilbyder en seniorstilling som alternativ til pensionering, fx
- Udligningstillæg
- Bevarelse af pensionsrettigheder/pensions-forbedringer
- Fastholdelsesbonus.
Denne løsning skal dækkes af afdelingens egen økonomi.
Økonomiudvalget har i 2024 bevilget en særlig pulje til en central seniorordning, som kan søges fra 2025.
En generationsskifteordning er en aftale om særlige vilkår for ansættelse i en nuværende stilling i et nærmere fastsat tidsrum, hvorefter medarbejderen fratræder.
Aftalen kan indgås for chefer og ledere, der er fyldt 54 år.
Generationsskifteaftaler kan højst indgås for en periode på 6 år og med et fratrædelsestidspunkt tidligst fra pågældendes fyldte 60 år.
De tiltag, der kan tages i brug i generationsskifteordningen er:
- Løntillæg
- Fastholdelsesbonus, og/eller
- Pensionsforbedring
Det skal du som leder være opmærksom på
Hvis du overvejer at lave en generationsskifteordning, skal du overveje følgende:
- Hvilke opgaver er bundet på den funktion, chefen/lederen varetager?
- Hvordan får du lavet en god plan for ‘overlappet’?
- Hvordan ser dit budget ud? Du skal jo betale løn både til den afgående chef/leder og den nye, der overtager.
- Du skal have Jura & Forhandling med ind over.
Ledere kan lave tilknytnings- eller fratrædelsesordninger for den enkelte medarbejder. Det kan gøres, hvis man ønsker at bevare tilknytningen til arbejdspladsen for specifikke medarbejdere, eller har brug for at lave personaletilpasninger.
En tilknytnings- eller fratrædelsesordning kan indgås med alle typer medarbejdere – fx således at ansættelse til minimum en bestemt alder udløser et eller flere af følgende elementer:
- Fratrædelsesgodtgørelse,
- Pensionsforbedring, og/eller
- Tjenestefri med sædvanlig løn.
Seniordage
Seniordage er en rettighed til et antal fridage for seniorer. De udspringer af Rammeaftalen om seniorpolitik, som er den gældende aftale mellem KL, Forhandlingsfællesskabet og de faglige organisationers overenskomster (kap. 05.21). Se rammeaftalen her.
Retten til seniordage udløser et samlet antal fridage i et kalenderår, uafhængigt af hvor mange ansættelser medarbejderen har (haft) inden for samme kalenderår, eller hvornår på året medarbejderen er tiltrådt sin stilling.
Se her, hvordan aftalen ser ud for de forskellige personalegrupper (Sharepoint-dokument).
Seniordage kan afvikles som hele eller halve dage – se reglerne her (PDF)
Vær opmærksom på, at retten til seniordage ikke gælder timelønnede ansatte.
Seniorbonus
Seniorbonus er en rettighed til visse faggrupper, der overgår til at være berettiget til seniorbonus, fremfor seniordage.
Ret til seniorbonus udbetales svarende til en procentdel af medarbejderens sædvanlige løn (§ 21 stk. 2 i Rammeaftalen om seniorpolitik).
Ret til seniorbonus kan konverteres til seniordage eller pension, ved at give arbejdsgiveren besked senest den 1. oktober året forinden retten opnås. Seniorbonus udbetales året efter i januar måned. Valget træffes for et år ad gangen.
Sådan kan tillidsrepræsentanten hjælpe
Tillidsrepræsentanten (TR) kan spille en rolle i livsfasen "senior".
Her under kan du se de særlige opgaver der er til dig, som er TR. Der skelnes mellem skal- og kan opgaver:
- skal i samarbejde med leder hjælpe med til, at denne retningslinje bliver godt implementeret
- kan være en god sparringspartner for kolleger, som ønsker – eller er begyndt at overveje en seniorordning.
- skal være opmærksom på at henvise kolleger til deres pensionskasse, hvor der ofte er god hjælp og vejledning at hente
- kan stå til rådighed og deltage i samtaler med leder eller HR/jura, hvis medarbejderen ønsker det. Det giver somme tider medarbejderen en god tryghed.
- kan samarbejde med jobcenteret i de tilfælde, hvor det kan være aktuelt.
- kan være med til at sikre, at der holdes en god og konstruktiv samtale før den egentlige seniorsamtale – altså ‘det gode formøde’.
I samarbejde med leder skal TR hjælpe med til, at denne retningslinje bliver godt implementeret.
Ledelsesinformation
Du kan følge aldersudviklingen hos dit personale ved at trække data på personaleforhold i Silkeborg Data (SD).
Det kan fx hjælpe dig til at være på forkant med rekrutteringsudfordringer og skabe overblik over, hvem der potentielt kan ønske en seniorsamtale.
Du har også mulighed for at få markeret i lønsystemet, når du indgår en senioraftale med økonomisk kompensation med en medarbejder. Giv blot besked til din lønkonsulent – så vil denne sørge for at få det registreret i lønsystemet.
Du kan også lave lønsimulering for at danne dig et overblik over, hvad dit budget kan rumme.
Se vejledningen for, hvordan du laver en lønsimulering i SD (PDF)
I Haderslev Kommune bruger vi Evovia som vores gennemgående elektroniske ledelsesværktøj.
Evovia bruger vi ved:
- MUS
- 1:1 dialoger
- On- og offboarding
- APV
Du kan finde en spørgeramme til seniorsamtalen i Evovia under redskabet ‘1:1 dialoger’.
Kontakt HR
Mail
hr@haderslev.dk
Adresse
Christian X's Vej 39
6100 Haderslev
Indgang A - 4. sal