Gå til hovedindhold
Min arbejdsplads
Skole

Prøver på særlige vilkår

Kravet om at alle elever skal aflægge alle de obligatoriske prøver, gælder for alle elever i grundskolen.

Indhold

    Dette gælder uanset hvilken institutionstype elevernes skole hører ind under, medmindre der er tale om en fri grundskole, efterskole, fri fagskole eller ungdomsskole, der har meddelt ministeriet, at de ikke afholder folkeskolens prøver.

    Elever med en eller flere fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser skal ligesom alle andre elever som det helt klare udgangspunkt aflægge alle folkeskolens obligatoriske prøver.

    Der er dog mulighed for, at elever kan aflægge prøve på særlige vilkår eller, i særlige tilfælde, blive fritaget for at aflægge en eller flere obligatoriske prøver.

    Det er skolens leder, der træffer afgørelse om særlige prøvevilkår og fritagelse på baggrund af en individuel og konkret vurdering af den enkelte elev for hver enkelt prøve.

    Rammer for særlige prøvevilkår

    Hvis en elev på grund af sin funktionsnedsættelse har behov for at blive kompenseret for at blive stillet lige med øvrige elever ved en eller flere prøver, skal skolens leder tilbyde eleven at aflægge prøve på særlige vilkår.

    Det er en forudsætning, at der med et tilbud om særlige prøvevilkår ikke sker en ændring af prøvens faglige niveau eller prøvens formål.

    Der kan tilbydes en lang række særlige prøvevilkår, såsom anvendelse af digitale hjælpemidler, særlig tilrettelæggelse af prøvematerialet og ændring af prøvens form og rammer.

    Både skriftlige og mundtlige prøver kan tilrettelægges på særlige vilkår. Nogle elever kan have behov for flere tiltag for at blive kompenseret for deres funktionsnedsættelser.

    Rammer for fritagelse for prøve

    Hvis en elev på grund af betydelig funktionsnedsættelse ikke kan aflægge prøve, heller ikke på særlige vilkår, tilbyder skolens leder fritagelse.

    Fritagelse kan omfatte en eller flere prøver eller delprøver og kan f.eks. ske for elever, der:

    • har multiple funktionsnedsættelser uden verbalt sprog
    • har svære generelle indlæringsvanskeligheder
    • lige er ankommet til Danmark, og som ikke taler eller forstår dansk i et omfang, så deltagelse giver mening

    Her findes opdaterede vejledninger: Prøver på særlige vilkår og fritagelser | Børne– og Undervisningsministeriet