Gå til hovedindhold
Medarbejder

Hvis du bliver syg

Her kan du læse om, hvad du som medarbejder skal gøre, hvis du bliver syg og ikke kan møde på arbejde.

Indhold

    Hvad skal du gøre, hvis du bliver syg?

    Vi ved, at sygdom kan ramme alle – og når det sker, er det vigtigt, at du ved, hvad du skal gøre. På denne side finder du information om, hvordan du melder dig syg, hvad du skal være opmærksom på under dit fravær, og hvordan arbejdspladsen kan støtte dig, mens du er sygemeldt.

    Formålet er at gøre det nemt for dig. 

    På siden finder du information om: 

    • Hvordan melder du dig syg?
    • Hvornår hører du fra din leder?
    • Hvad sker der, hvis du er syg i længere tid?

    Du finder svarene her – og har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte din leder eller TR.

     Sådan gør du

    Bliver du syg, skal du selvfølgelig meddele det til din arbejdsplads efter de lokale retningslinjer, som du har fået oplyst af din nærmeste leder. Du skal altid melde dig syg på din første sygedag, så du er sikker på at have ret til løn, mens du er syg.

    Du behøver ikke at gentage din sygemelding, hvis du er fraværende på grund af sygdom flere dage i træk medmindre din arbejdsplads af driftsmæssige hensyn har en regel herom. Din sygemelding varer, indtil du igen melder dig rask. 

    Hvis din læge er kommet med et skøn over, hvornår din sygemelding slutter, anbefales det, at du orienterer din leder herom, så I kan afstemme, hvornår I har kontakt, hvis fraværet forventes at vare mere end én dag. Det kan fx være i forbindelse med en sygemelding efter en operation, hvor lægen kan vurdere, hvornår du forventes at være rask igen. 

    Når du melder dig syg, har du ikke pligt til at oplyse, hvad du fejler. Dog skal du afklare med din nærmeste leder om dit sygefravær udspringer af forhold på arbejdspladsen.

    Rent praktisk skal din leder og dig også sammen afklare, om du selv skal foretage indberetningen i Silkeborg Data/app'en MinLøn eller om lederen/den administrative gør det for dig. Det vigtigste er dog at det bliver indberettet rettidigt og korrekt hvis vi eventuelt senere i sygeperioden skal søge refusion for fraværet.

    Når du er sygemeldt fra dit arbejde, har du et ansvar for at deltage i Jobcenterets opfølgning. Det indebærer eksempelvis at udfylde oplysningsskema og returnere det. 

    Oplysningsskemaet skal altid udfyldes - også hvis du når at blive rask, inden du får det sendt til Jobcenteret. Det skal det, fordi Haderslev Kommune ikke får refusion for dit fravær, hvis du ikke udfylder det. 

    Det forventes også, at du deltager i de møder, Jobcenteret indkalder dig til.

    Hvis du ikke deltager i Jobcenterets opfølgning og Haderslev Kommune mister refusion på den baggrund, kan du blive modregnet i din løn for tabt refusion.

    Din leder kan anmode dig om at dokumentere dit sygefravær. Dokumentationen vil kunne give din leder en vurdering af, hvordan og hvor længe din sygemelding vil berøre dit arbejde. 

    Dokumentationen kan være i form af en tro- og loveerklæring, en mulighedserklæring, en friattest og/eller en varighedserklæring. Attesterne er tænkt som redskaber, som I sammen kan bruge til f.eks. at tilrettelægge dine opgaver bedst muligt under og efter dit sygefravær, både for din og arbejdspladsen skyld. Hvilken form for dokumentation, der er relevant, afhænger af din konkrete situation. Læs mere om de enkelte arttester her.

    Det er din leder, der skal bede om dokumentation for dit fravær, men du har ansvaret for at aflevere dokumentationen inden for den frist, du får oplyst. Hvis du ikke kan overholde fristen, skal du tage en dialog med din leder om det, så du undgår, at det går ud over din ansættelse.

    Når man er helt eller delvist sygemeldt fra sit arbejde, kan der være situationer hvor man stadigvæk godt kan afholde sin ferie - selvom man er syg. 

    Hvis du er sygemeldt på fuld tid, skal din ferie aftales med afdelingen for sygedagpenge i den kommune du er bosat i, inden du holder ferien. De skal godkende din ferie så din arbejdsgiver er sikker på at kunne få sygedagpengerefusion for dit fravær, også efter ferien.

    Har du delvist genoptaget dit arbejde, men stadigvæk er syg på deltid, så kan det stadigvæk være en god idé at orientere sygedagpengekontoret. 

    Når du afholder ferie under sygdom, er det vigtigt at du indberetter begge dele i Silkeborg data; altså både at du er syg og at du afholder ferie. Dette for at du ikke rent teknisk bliver raskmeldt i en ferieperiode. Har du spørgsmål til indberetningen kan du altid spørge din lønkonsulent om vejledning.

    Når du er rask igen – delvist eller helt – skal du melde det til din leder. Hvis din arbejdsplads har en procedure for raskmeldingen, skal du følge den. 

    Du kan ofte se i personalehåndbogen, hvordan du melder dig rask.

    Har du i forbindelse med et sygdomsforløb fået en varig og væsentlig begrænsning af din funktionsevne, kan du tage en snak med din leder om, at I sammen tager fat i Jobcenteret og undersøge, om I kan hente hjælp i de handicapkompenserede ordninger som fx: 

    • Personlig assistance 
    • Hjælpemidler 
    • Arbejdspladsindretning. 
    • §56

    En arbejdsskade er en ulykke eller erhvervssygdom, der skyldes arbejdet eller arbejdsforholdene. 

    Hvad er en arbejdsulykke?

    En ulykke er en fysisk eller psykisk skade - der kan være varig eller forbigående - som sker efter en hændelse eller påvirkning.
    Hændelsen eller påvirkningen skal være pludselig eller vare højst fem dage.  

    En ulykke kan anerkendes som en arbejdsskade, hvis skaden er sket på grund af tilskadekomnes arbejde eller de forhold, det er foregået under. Der skal med andre ord være sammenhæng mellem tilskadekomnes arbejde og årsagen til personskaden - det kaldes ifølge Arbejdsskadesikringsloven ”årsagssammenhæng”. 

    Hvis tilskadekomne tilfældigvis får en skade, mens han/hun er på arbejde, skyldes skaden ikke nødvendigvis arbejdet. Et eksempel på dette kunne være: Tilskadekomne rejser sig fra en stol og får en diskusprolaps. 

    Haderslev Kommune er selvforsikret på arbejdsulykker og arbejdsulykker anmeldes i systemet Insubiz. 

    Mangler du hjælp til anmeldelse af en arbejdsulykke kan du kontakte ForsikringsService på forsikring@haderslev.dk

    Hvad er en erhvervssygdom?

    En erhvervssygdom er en sygdom eller lidelse, der skyldes arbejdet eller de forhold, som arbejdet er foregået under.

    Det vil sige, at sygdommen skal være opstået på grund af påvirkninger på arbejdet, og at sammenhængen mellem påvirkningerne og sygdommen er kendt i den medicinske forskning. Sagt på en anden måde, så må det ikke være overvejende sandsynligt, at sygdommen skyldes andre forhold end arbejdet. 

    Eksempler på erhvervssygdomme kan være: 

    • Tennisalbue 
    • Allergi 
    • Høretab 
    • Astma 
    • Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) 

    Påvirkninger på arbejdet, som kan give nogle af de ovenstående sygdomme, kan være: 

    • En arbejdsbevægelse, der bliver gentaget mange gange 
    • Arbejde med armene hævet over skulderhøjde 
    • Tungt løftearbejde 
    • Arbejde i meget støjende omgivelser 
    • Arbejde med farlige stoffer 
    • Længerevarende psykiske belastninger.  
    Arbejdsulykke eller erhvervssygdom?

    Det kan være vanskeligt at trække en skarp grænse mellem, hvad der er en arbejdsulykke, og hvad der er en erhvervssygdom. Arbejdsskader er den fælles betegnelse for arbejdsulykker og erhvervssygdomme. 

    En rygskade, opstået ved et fald, er en ulykke, mens en rygskade, opstået ved lang tids arbejde i en forkert arbejdsstilling, er en erhvervssygdom. 

    En høreskade forvoldt ved en eksplosion er en ulykke, mens en høreskade forvoldt ved lang tids ophold i et kraftigt støjmiljø er en erhvervssygdom. 

    Et snitsår, der giver anledning til infektion med efterfølgende blodforgiftning, er en ulykke. Hvis slid på huden, kombineret med kontakt med eksemfremkaldende stoffer, medfører eksem, er det en erhvervssygdom. 

    Hvem skal anmelde en arbejdsulykke?

    Hvis du har været ude for en ulykke, skal du fortælle det til din leder. Det er din leders pligt som arbejdsgiver, at anmelde arbejdsulykken. 

    En arbejdsulykke skal anmeldes senest 14 dage efter din første fraværsdag, hvis ulykken har været skyld i, at du ikke har kunne varetage dit sædvanlige arbejde. Dette gælder også hvis du fx er blevet sat til at varetage en anden arbejdsfunktion end din normale. 

    Din leder skal ligeledes anmelde ulykken, selvom du ikke har været uarbejdsdygtig, hvis ulykken må antages at give krav på ydelser efter §11 i arbejdsskadesikringsloven. Ydelser kan fx være udgifter til behandling og hjælpemidler (fx fysioterapi/kiropraktor eller høreapparat/krykker), som vil kunne dækkes af arbejdsskadesikringen. 

    Hvem skal anmelde en erhvervssygdom?

    Har du fået en sygdom, der kan skyldes dit arbejde, er det din læge eller speciallæge, der anmelder den til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det er Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der behandler alle anmeldelser om
    erhvervssygdomme. 

    Er du i tvivl om hvordan du skal anmelde en arbejdsskade, eller har du yderligere spørgsmål, kan du kontakte forsikringsservice på forsikring@haderslev.dk.

    Som medarbejder i Haderslev Kommune har du mulighed for at få tjenestefri på barnets 1. og 2. sygedag. Dette fremgår af de gældende overenskomster. Der er dog fire faktorer, der bestemmer, om du kan holde fri:  

    • Barnet skal være under 18 år 
    • Barnet skal have ophold hos dig 
    • Fraværet skal være nødvendigt af hensyn til barnet 
    • Fraværet skal være foreneligt med forholdene på dit tjenestested 

    Der er ikke tale om en ret til tjenestefrihed med løn, men derimod om en mulighed for, at din arbejdsplads kan give helt eller delvist tjenestefrihed med løn på barnets 1. og 2. sygedag. 

    Om et barns sygdom kan begrunde tjenestefrihed, må bero på en konkret vurdering af sygdommens art sammenholdt med barnets alder. Afgørende i alle tilfælde er, at der er et akut pasningsbehov, som nødvendiggør fraværet. Herudover skal muligheden for frihed være foreneligt med løsningen af kerneopgaven.  

    Misbrug af muligheden for tjenestefrihed?
    Adgangen til tjenestefrihed i forbindelse med børns sygdom kan inddrages ved misbrug. 

    Hvad hvis barnet ikke er rask efter de sygedage?
    Hvis dit barn ikke er rask efter barnets 1. eller 2. sygedag, kan du anmode om at bruge en omsorgsdag, ferie- eller feriefridag. Det kan også være, at du kan holde fri efter aftalen om fravær af familiemæssige årsager. 

    Hvad hvis jeg er i tvivl?
    Er du i tvivl omkring ovennævnte regler, kan du altid kontakte din tillidsrepræsentant (TR) eller din fagforening.  

    Retningslinjen for sygefravær

    Vores retningslinje er vejledende. Den guider til, hvornår din leder skal kontakte dig. Som udgangspunkt vil din leder kontakte dig til en snak på dag 1, 5, 15, 30 og 60 i et sygdomsforløb. Dog vil din leder altid tage afsæt i dit sygdomsforløb. 

    Formålet er at sikre en tidlig og regelmæssig dialog mellem dig og din leder, under hele sygemeldingen. 

    Du skal med andre ord ikke blive overrasket over, at din leder kontakter dig under din sygemelding. Med retningslinjen vil vi gerne sikre, at du får den bedst mulige hjælp og formålet med kontakten er så vidt muligt at hjælpe dig godt tilbage til arbejde igen. 

    Herunder kan du læse mere om, hvad du skal gøre som medarbejder. 

    Retningslinjen for sygefravær

    Du ringer til din leder og melder dig syg. Hvis din leder ikke tager telefonen, lægger du en besked, så du kan blive ringet op senere.

    Du kan også kontakte dine kolleger og fortælle, at du er syg, hvis I gør det hos jer. Så er de informerede – også selv om du måske ikke har fået fat i din leder fra morgenstunden.

    Hvis du forventer, at du er syg i mere end fem dage, er det også her, du aftaler med din leder, hvornår vedkommende kontakter dig igen.

    Omkring dag 5 i dit sygdomsforløb bliver du kontaktet af din leder, som vil høre, hvordan det går. I vil få en snak om, hvor længe, du forventer at være syg, og om I eventuelt skal igangsætte et Fast Track-forløb. 

    I aftaler tidspunkt for næste kontakt.

    Læs mere om Fast Track-forløbet her.

    Du bliver kontaktet af din leder som aftalt, enten telefonisk eller til et fysisk møde på arbejdspladsen, hvis helbredet tillader. 

    I gennemgår referatet fra sidst og får en snak om, hvordan det går, og hvad der skal til for, at du kan genoptage arbejdet – evt. på deltid eller med andre midlertidige opgaver.

    Det er vigtigt, at du er åben over for tilbud fra arbejdspladsen og tager stilling til, hvordan du hurtigst muligt kan vende tilbage til dit arbejde.

    I aftaler også, hvornår og hvordan I kan afholde en sygefraværssamtale næste gang, hvis du fortsat er syg

    Du bliver kontaktet af din leder som aftalt, enten telefonisk eller til et fysisk møde på arbejdspladsen, hvis helbredet tillader.

    I gennemgår referatet fra sidst og får en snak om, hvordan det går, og hvad der skal til, for at du kan genoptage arbejdet – eventuelt på deltid eller med andre midlertidige opgaver. Du kan overveje, hvad du ønsker, din leder fortæller til dine kolleger om dit fravær.

    Din leder kan ønske, at I udfærdiger en Mulighedserklæring. Den skal bidrage til at skabe klarhed over dit helbred og understøtte dine muligheder for at komme tilbage på arbejde. Du og din leder udfylder første side sammen. Resten skal du gå til din læge for at få udfyldt. Udgiften til Mulighdserklæringen betaler Haderslev Kommune.

    I aftaler også hvornår og hvordan I kan afholde en sygefraværssamtale næste gang, hvis du fortsat er syg.

     

    Du bliver kontaktet som aftalt af din leder, enten telefonisk eller til et fysisk møde, hvis helbredet tillader. 

    I gennemgår referatet fra sidst og får en snak om, hvordan det går, og hvad der skal til, for at du kan genoptage arbejdet – eventuelt på deltid eller med andre midlertidige opgaver. Du kan overveje, hvad du ønsker, din leder fortæller til dine kolleger om dit fravær.

    Når en medarbejder er syg over længere tid, får det på sigt nogle konsekvenser for arbejdspladsens drift og økonomi. Din leder vil orientere dig om sine overvejelser i forhold til de konsekvenser dit fravær har for jeres arbejdsplads

    I gennemgår jeres aftalte handleplan og aftaler, hvornår og hvordan I kan afholde en sygefraværssamtale næste gang, hvis du fortsat er syg.

    Din leder vil også kontakte dig, hvis du har mere end 5 sygemeldinger inden for de seneste 3 måneder eller har haft 10 fraværsdage inden for de seneste 52 uger.

    Formålet er at skabe klarhed om eventuelle arbejdsmæssige årsager til sygefraværet og finde mulige løsninger, der kan være med til at mindske sygefraværet. Din leder kan på et hvilket som helst tidspunkt i din ansættelse bede om, at I i fællesskab udarbejder en mulighedserklæring for at sikre, at det drypvise fravær kan reduceres.

    Læs mere om mulighedserklæringen her

    Læs mere

    Sygemeldte medarbejdere (haderslev.dk)