Gå til hovedindhold
Medarbejder

Praktisk information til når du skal på kursus

På denne side kan du læse om retningslinjerne for interne kurser, befordringsgodtgørelse til kurser og uddannelser og alt det praktiske i forhold til tilmelding.

Indhold

    I Haderslev Kommune ønsker vi at du som medarbejder har de bedste forudsætninger i dit daglige arbejde. Ved kompetenceudvikling kan vi holde os opdaterede på faglig viden, vedligeholde vores erhvervede kompetencer og opnå nye færdigheder, der matcher den foranderlige verden, vi skal agere i.

    Nedenfor finder du et overblik over de praktiske informationer og retningslinjer for at deltage i kurser, uddannelser og arrangementer.

    Kurser og arrangementer

    Kurser og arrangementer er en værdifuld mulighed for at:

    • Styrke dine faglige og personlige kompetencer – fx inden for kommunikation, samarbejde, konflikthåndtering, digitalisering og arbejdsgange.
    • Udvide dit netværk – ved at møde kolleger fra andre afdelinger og dele erfaringer på tværs af organisationen.
    • Få ny inspiration – fra eksterne oplægsholdere, cases og praksisnære eksempler.
    • Reflektere over din rolle og dine opgaver – og få nye perspektiver på din hverdag.
    • Undersøge om ledelse er noget for dig, fx ved 'På vej til ledelse'-kurset

    Vi opfordrer alle medarbejdere til aktivt at benytte de tilbud, der løbende udbydes.

    Du kan finde aktuelle kurser og arrangementer her

    Du er altid velkommen til at tage kontakt til HR for rådgivning om relevante udviklingsmuligheder.

    Retningslinje for interne kurser

    Tilmelding sker i Plan2Learn, som er systemet, vi har alle vores interne kurser, arrangementer og uddannelser i. 

    Sådan logger du ind i Plan2Learn

    • Log ind hvis du er oprettet som bruger
    • Hvis du er ny bruger - vælg ”ny bruger” og udfyld de nødvendige oplysninger (E-mailadressen kan være både privat eller arbejdsmæssigt, afhængig af, hvad du foretrækker).
    • Under menupunktet ”Katalog” kan du få en oversigt over alle kurser.
    • Ét kursus kan have tilknyttet flere hold, vælg derfor kurset først
    • Du kan kun tilmelde dig ét hold indenfor hvert kursus
    • Bekræftelse sendes straks til din mail
    • Tilmeldingen kan ses på ”Min side”
    • Afmelding fra et hold sker også på ”Min side”

    Når du har en profil, er det dit eget ansvar at holde den opdateret. Inden du tilmelder dig kursus, uddannelse eller arrangement, så tjek om dine brugeroplysninger og EAN-nummeret er det rigtige. Det gør du under "Min side" og "Brugerprofil". 

    Se alle kurser, uddannelser og arrangementer

    Klik her og kom direkte ind i Plan2Learn.

    Afbud ved sygdom eller lignende sker via den bekræftelsesmail du har modtaget ved tilmelding til kurset.

    Ved udeblivelse eller afbud efter tilmelding betales kursusprisen.

    • Såfremt HR-teamet har mulighed for at reducere omkostninger til deltagergebyr, forplejning, leje af lokale eller andet, betales dog kun de endelige udgifter.

    Når du deltager i et kursus, får du som udgangspunkt tjenestefrihed med løn. Spørg din nærmeste leder, hvis du er i tvivl.

    Inden kurset skal du aftale vilkårene for kursusdeltagelsen med din leder. Her aftaler I, hvor meget arbejdstid du kan anvende/beregne til kurset inklusiv rejsetid. I aftaler også om der honoreres for tid ud over normal arbejdsnorm – og om det er med frihed eller timeløn. Hvis der er behov for det, kan I inddrage TR eller den faglig organisation.

    Du får ikke lommepenge i forbindelse med interne kurser i Haderslev Kommune.

    Befordringsgodtgørelse

    HovedMED præciserer, at arbejdstid (inkl. rejsetid) og befordringsgodtgørelse ved deltagelse på kurser i tjenstlig sammenhæng aftales konkret før påbegyndelse af uddannelsesaktivitet. Det betyder, at der ikke er faste regler for beregning af arbejdstid og befordringsgodtgørelse ved deltagelse på kurser i tjenstlig sammenhæng.

    Leder og medarbejder er nødt til at aftale præcise vilkår fra gang til gang. Vilkårene kan nedskrives i referat/aftale.

    Beslutningen er taget efter en drøftelse med udgangspunkt i nedenstående notat

    NOTAT om arbejdstid (inkl. rejsetid) og befordringsgodtgørelse ved deltagelse i kurser i tjenstlig sammenhæng.

    Kursuslignende arrangementer som seminarer, konferencer, temadage, årsmøder, orienteringsmøder m.v. anses tillige som kurser.

    Notatet tager udgangspunkt i, at den ansatte deltager på kursus ud fra eget initiativ og at deltagelsen er frivillig.

    For kurser, hvori den ansatte deltager på tjenestestedets foranledning, dvs. efter pålæg eller anmodning herom, kontaktes Team HR, Jura og Forhandling med henblik på at afklare tid m.v. til kursusdeltagelsen.

    Såfremt der for konkrete personalegrupper er overenskomstmæssige regler for beregning af arbejdstid, transporttid m.v. ved deltagelse på kursus, så følges disse.

    Hvis der er tale om et kursus hvorpå alle ansatte på tjenestestedet deltager, så indgås, forud for kurset, aftale med de relevante TR’er/Faglig organisationer angående arbejdstid, transporttid m.v.

    Leder, medarbejder og TR har et fælles ansvar for at drøfte og afklare spørgsmålet om eventuelt kvalifikationstillæg for gennemførelsen af kurset inden kursusdeltagelsen

    Beregning af arbejdstid ved deltagelse i kurser.

    Inden kurset aftales vilkår for kursusdeltagelsen mellem leder og medarbejder. Der aftales hvor meget arbejdstid der anvendes/beregnes til kurset inklusiv rejsetid. Der aftales også om der honoreres for tid ud over normal arbejdsnorm – og om det er med frihed eller timeløn. TR/Faglig organisation inddrages eventuelt.

    Befordringsgodtgørelse til og fra kurser.

    Satsen for befordringsgodtgørelse ved benyttelse af egen bil til og fra kurser følger den lave takst pr. km. for skattefri befordringsgodtgørelse - medmindre der, forud for kurset, er aftalt andet mellem leder og medarbejder.

    Det forventes at der, så vidt muligt, arrangeres samkørsel med kolleger til og fra kurset.

    Ved brug af offentlig transport refunderes rejsens pris.