Lovpligtig e-handel på udvalgte områder
Den 1. januar 2025 blev der, som følge af økonomiaftalen mellem KL og regeringen, indført et krav om, at kommuner, staten og regioner skal e-handle deres indkøb på nogle af de mest gængse og standardiserede vareområder.
Hvem gælder bekendtgørelsen for?
Kravet om e-handel fremgår af E-handelsbekendtgørelsen og områderne defineres af Økonomistyrelsen.
E-handelsbekendtgørelsen gælder for alle statslige myndigheder, kommuner og regioner med undtagelse af selvejende institutioner uden driftsoverenskomst, § 60-selskaber, forsyningsselskaber og lignende.
Hvilke vareområder er omfattet?
Kravet om e-handel omfatter indkøb inden for følgende 14 vareområder:
- Kontorartikler
- Møbler
- AV-udstyr
- Tablets
- Computer og IT-tilbehør
- Telefoni
- Storkøkkenudstyr
- Fødevarer
- Kaffe og te
- Lyskilder
- Forbrugsartikler
- Bleer
- Høreapparater
- Legetøj
Det er udgangspunktet, at flere områder løbende vil blive omfattet af kravet om e-handel på baggrund af erfaringer fra de ovenstående 14 områder.
Er der undtagelser?
Bekendtgørelsen indeholder en række undtagelser, som tager højde for situationer, hvor kravet om e-handel kan fraviges.
Det gælder, hvis:
- der indkøbes en tjenesteydelse, hvor en vare omfattet af bekendtgørelsen medfølger
- indkøbet foretages med et socialpædagogisk sigte
- varen kræver specialtilpasning
- indkøbet er akut fx på grund af kritisk forsyningssikkerhed
- indkøbet ikke kan tilrettelægges, så det er muligt at e-handle, fx grundet markedsmæssige forhold
Hvordan overholder du kravet om e-handel?
Langt størstedelen af de 14 områder kan i dag indkøbes via Acentio. Hvis indkøb foretages ad denne kanal, vil kravet om e-handel dermed være opfyldt.
Gode råd
- Overvej hvor mange og hvem, der skal købe ind hos jer, så dem, der køber ind, er vant til at bruge e-handelssystemet
- Lav favoritlister, så det er nemt og hurtigt at købe ind
- Planlæg jeres indkøb
- Køb ind i større mængder, så I ikke behøver at købe ind så tit - på den måde undgår I også at skulle betale gebyrer for små ordrer.
Spørgsmål
Har du spørgsmål til ovenstående, til e-handel eller til indkøb og indkøbsaftaler, så kontakt Udbud og Indkøb på udbud-indkob@haderslev.dk.