Sundhedsugen
I uge 41 markerer vi Sundhedsugen. Ugen giver afdelingerne mulighed for at sætte fokus på både fysisk og mental sundhed gennem aktiviteter, der styrker trivsel, fællesskab og et godt arbejdsmiljø. Siden opdateres løbende med tilbud, I kan benytte jer af.
Sæt fokus på trivsel, fællesskab og et godt arbejdsmiljø
Sundhed handler om mere end motion og kost. Det handler også om, hvordan vi har det sammen på arbejdspladsen, hvordan vi samarbejder, og hvordan vi skaber rammer for trivsel i hverdagen. Derfor har afdelingerne mulighed for at deltage i en række aktiviteter med fokus på mental sundhed og psykisk arbejdsmiljø.
Herunder kan du se nogle af de tilbud, I gratis kan bruge til at arbejde med mental og fysisk sundhed i jeres afdeling. Siden opdateres løbende med flere tilbud.
Danmarks Mentale Sundhedsdag 2026

Deltag gratis i Danmarks Mentale Sundhedsdag med Svend Brinkmann, Rikke Østergaard, Christian Ørsted og Trine Gøtzsche. Her sætter de fokus på psykologisk tryghed, trivsel og stærke arbejdsfællesskaber gennem inspirerende oplæg og fælles refleksioner.
Byg jeres eget program på Danmarks Mentale Sundhedsdags hjemmeside, så det passer ind i jeres afdelings behov. Brug det som en oplagt anledning til at tage dialogen om, hvad der skaber et godt arbejdsmiljø. Danmarks Mentale Sundhedsdag 2026 finder sted i løbet af uge 41. Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag eller fredag - I vælger selv den dag, der passer jer bedst.
Tilmeldingsfrist: 19. september 2026.
Webinar: Når stress rammer arbejdspladsen
I uge 41 afholder Cabi også webinaret "Når stress rammer arbejdspladsen". Webinaret giver viden om stress, forebyggelse og tidlig indsats og sætter fokus på, hvordan arbejdspladser kan arbejde aktivt med trivsel og et sundt psykisk arbejdsmiljø.
Efter webinaret har du fået:
- viden om, hvad vi i dag ved om stress, udvikling og konsekvenser
- perspektiver og dilemmaer på, hvor belastningen kommer fra
- værktøjer til at forebygge stress og handle på tidlige tegn
- inspiration til at balancere imellem omsorg, drift og fælles ansvar.